opnaaet Enighed mellem Regeringspartiernes og det konservative Partis Repræsentanter
om en Vaigretsalder paa 23 Aar, som synes at have vundet nordisk Anerkendelse.
Under Forhandlingerne er inddraget Spørgsmaalet om Folkeafstemning. I Forslagets
§ 65 er der givet Udtryk for den Opfattelse, der har samlet Flertallet.
Det er under Forhandlingen oplyst, at der af Justitsministeren vil blive fremsat
Forslag til Lov om Ministrenes Ansvarlighed, saaledes at Loven vil kunne gennemføres
samtidig med den ny Grundlov. Udkast til et saadant Lovforslag er forelagt i Kommissionen
og aftrykkes som Bilag (5).
Et Mindretal (Hendriksen, M. C. Korsgaard, Ole Bjørn Kraft og Christmas Møller) inden for Flertallet ønsker endvidere at fremsætte følgende Bemærkninger:
I al den Tid, Danmark har haft en fri Forfatning, har der været Forfatningskamp
i Landet. De ulykkelige nationalpolitiske Forhold mellem de to slesvigske Krige gav som
bekendt Anledning til stedsevarende Forfatningsdrøftelse og Forfatningsændringer, og
efter Krigen i 1864 gennemførtes Grundloven af 28. Juli 1866 paa et andet Grundlag end
Junigrundlovens ene Vælgerkorps.
66-Forfatningens Gennemførelse var Indledningen til den langvarige og bitre
politiske Strid gennem hele Slutningen af forrige Aarhundrede, og Grundloven af 5. Juni
1915 betød ikke Afvikling af den forfatningspolitiske Strid, selv om den for Partierne til
venstre var et meget betydeligt Resultat.
1915-Grundloven traadte som bekendt først i Kraft i Foraaret 1918. De meget
urolige politiske Forhold, som derefter indtraadte, den bitre Strid i Aarene 1918—20, den
Kampsituation mellem Folketing og Landsting, der udviklede sig af Sporgsmaal som Statslaanet,
7. August-Loven i Februar—Marts 1919, Afholdelse af nyt Folketingsvalg, Grænsedragningen,
det daværende Ministeriums sønderjydske Politik i Foraaret 1920, alt dette
bevirkede utvivlsomt, at store Dele af Befolkningen følte Landstinget af 1915 kun som en
Fortsættelse i en anden Udgave af Landstinget af 1866.
Rigsdagens to Ting var ifølge Forfatningen i den Grad ligestillede Udtryk for den
lige og almindelige Valgret, at enhver Rigsdagsbeslutning forudsatte begge Tings selvstændige
Samtykke. Viste en Mægling efter de i Forfatningen nærmere angivne Regler
sig uigennemførlig, var, Sagens Vigtighed og Hast uanset, Rigsdagen ude af Stand til at
træffe Afgørelse. Paa denne, nu sikkert fra alle Sider erkendte Grundskade ved Forfatningen
kunde der, uden Forfatningsændring, kun under en rolig Udvikling have været
bødet gennem Indarbejdelsen af en Forfatningskik i Tilslutning til Princippet om Folketingets
— Folketingsvælgernes — overvejende Indflydelse. Men allerede i 1920 rejste
Socialdemokratiet i et Forfatningsforslag Kravet om Afskaffelsen af Landstinget og Overgang
til det rene Etkammersystem. Og under de følgende Aars politiske Brydninger blev
Landstinget for den almindelige Bevidsthed i stadig højere Grad enstydigt med Landstingsflertallet,
og vel at mærke et Landstingsflertal, der var i politisk Modsætning til Folketingsflertallet.
I ca. 10 af de 16 Aar fra Landstingsvalget i 1920 til Landstingsvalget i
1936 var der rent socialdemokratisk-radikalt Flertal i Folketinget, medens Venstre og
Konservative havde Flertal i Landstinget.
Kontrasten mellem disse to Flertal tilintetgjorde i Virkeligheden alle Forsøg paa
at konsolidere 1915-Forfatningens Landsting som dansk Overhus. Landstinget blev
