7
Anden Aften.
„Det var igaar,” fortalte Maanen mig, „da kigede jeg ned i en lille Gaard, indesluttet af Huse, der laae en Høne med elleve Kyllinger, en deilig lille Pige, sprang omkring dem, Hønen klukkede og bredte forskrækket sine Vinger ud over de smaa Unger. Da kom Pigens Fader, han skjændte, og jeg gled bort uden mere at tænke derpaa; men i Aften, det er kun faa Minutter siden, saae jeg igjen ned i samme Gaard. Der var ganske stille, men snart kom den lille Pige, hun listede sig sagte hen til Hønsehuset, løftede Klinken og smuttede ind til Hønen og Kyllingerne; de skrege høit og flagrede omkring, den Lille løb efter dem, jeg saae det tydeligt, for jeg kigede ind gjennem et Hul paa Muren. Jeg blev ganske vred paa det onde Barn og glædede mig, da Faderen kom og endnu hæftigere end igaar skjændte og greb hende om Armen, hun bøiede Hovedet tilbage, der var store Taarer i de blaa Øine. „Hvad gjør
