Side:Billedbog uden Billeder.djvu/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

13

Femte Aften.


„Igaar,” sagde Maanen, „saae jeg ned paa det bevægelige Paris, mit Øie trængte ind i Louvres Gemakker. En gammel Bedstemoder, fattigklædt, hun hørte til Almueklassen, fulgte med en af de underordnede Betjente ind i den store, tomme Thronsal; denne vilde hun see, maatte hun see; det havde kostet hende mange smaa Opofrelser, megen Veltalenhed, før hun var kommen her. Hun foldede de magre Hænder og saae høitidelig om sig, som stod hun i en Kirke. „„Her var det!”” sagde hun, „„her!”” og hun nærmede sig Thronen, hvorfra hang det rige, guldbræmmede Fløiel. „„Der,”” sagde hun, „„der!”” og hun bøiede sine Knæ, og kyssede Purpurtæppet — jeg troer hun græd. „„Det var ikke dette Fløiel,”” sagde Betjenten, og der spillede et Smiil om hans Mund. „„Men her var det dog!”” sagde Konen, „„sanledes saae her ud!”” — „„Saaledes,”” svarede han, „„og dog ikke saaledes; Vinduerne vare sønderslaaede, Dørene revne af, og der var Blod paa Gulvet! — Hun kan dog sige: min Sønnesøn er død paa Frankrigs Throne!”” „„død!””