16
Sjette Aften.
„I Upsala har jeg været!” sagde Maanen. „Jeg saae ned paa den store Slette med det fattige Græs, de forkuede Marker. Jeg speilede mig i Fyris-Aa, imens Dampskibet skræmmede Fiskene ind imellem Sivene. Under mig jog Skyerne og kastede lange Skygger over Odins, Thors og Freiers Grave, som de kaldes. I det tynde Græssvær over Høiene ere Navne udskaarne. Her er ingen Bautasteen, hvori den Reisende kunde lade sit Navn indhugge, ingen Fjeldvæg, hvorpaa han kunde lade det males, derfor har den Besøgende her ladet Græstørven bortskjære, den nøgne Jord titter frem i store Bogstaver og Navne, de danne et heelt Næt, udspændt over de store Høie. En Udødelighed, som et nyt Grønsvær dækker. Der stod en Mand deroppe, en Sanger, han tømte Mjødhornet med den brede Sølvring og hviskede et Navn, bad Vinden ikke forraade det, men jeg hørte Navnet, jeg kjendte det, en Grevekrone funkler derover og derfor nævnede
