23
Niende Aften.
Det var igjen klar Luft; flere Aftener vare gaaet, den var i første Qvarteer; jeg fik igjen Ideen til en Skizze, — hør hvad Maanen fortalte.
„Jeg fulgte Polarfuglen og den svømmende Hval til Grønlands Østkyft; nøgne Fjelde med Iis og Skyer omslutte en Dal, hvor Vidie og Blaabærlyng stod i rigt Flor; den duftende Lychnis udbredte sød Duft; mit Lys var mat; min Skive bleg som Aakandens Blade, der drev i Uger paa Vandet, revet løs fra sin Stængel; Nordlyskronen brændte, dens Ring var bred og i Straalerne fra denne gik, som hvirvlende Ildsøiler henover hele Himlen og spillede i Grønt og Rødt. De Omkringboende samledes til Dands og Lystighed, men undrende saae de ei paa den for dem vante Pragt: „Lad de Dødes Sjæle kun spille Bold med Hvalrossens Hoved!” tænkte de efter deres Tro og havde kun Tanke og Øie for Sangen og Dandsen. Midt i Kredsen stod, uden Pels, Grønlænderen med sin Haandtromme og istemte en Sang om Sælhunde-
