Side:Billedbog uden Billeder.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

26

Tiende Aften.


„Jeg kjendte en gammel Jomfru,” sagde Maanen, „hun gik hver Vinter i en guul Atlaskes Pelts, den var altid ny, den var altid hendes eneste Mode; hver Sommer bar hun den samme Straahat, og jeg troer den samme blaagraa Kjole. Kun til en gammel Veninde, tvers over Gaden, gik hun; men i de sidste Aar gjorde hun det ikke, thi Veninden var død. Eensom puslede min gamle Jomfru indenfor Vinduet, hvor der hele Sommeren stod smukke Blomster og om Vinteren deilig Karse paa en Top af Hattefilt. I den sidste Maaned sad hun ikke meer ved Vinduet, men hun levede endnu, vidste jeg nok, thi jeg havde ikke seet hende gjøre den store Reise, som hun og Veninden saa tidt talte om. „Ja,” sagde hun da, „naar jeg engang døer, vil jeg komme til at reise meget mere end i hele mit Liv; sex Mile herfra er Familiens Begravelse, der skal jeg føres hen, der skal jeg sove hos de Andre af min Slægt.” Igaar Nat holdt der en Vogn udenfor Huset, de bar en Kiste ud, da vidste jeg, at hun var død; de lagde Halm om Ki-