42
Syttende Aften.
Hør hvad Maanen fortalte: „Jeg har seet Cadetten blive Officeer og første Gang iføre sig sin prægtige Uniform, jeg har seet den unge Pige i sin Balstads, Fyrstens unge Brud lykkelig ved sin Festdragt, men Ingens Lyksalighed kan lignes med den, jeg saae iaften hos et Barn, en lille fireaars Pige; hun havde faaet en ny blaae Kjole, en ny rosenrød Hat; Stadsen var netop paa, og de raabte Alle paa Lys, thi Maanens Straale gjennem Vinduet var for ringe, der maatte anderledes lyses op. Der stod den lille Pige stiv som en Dukke, Armene ængsteligt ud fra Kjolen, Fingrene vidt spilede fra hverandre, o! hvor hendes Øine, hendes hele Aasyn straalede af Lyksalighed. „„Imorgen skal du komme paa Gaden!”” sagde Moderen, og den Lille saae op mod sin Hat, saae ned mod sin Kjole og smilede lykkelig: „„Moder!”” sagde hun, „„hvad mon Hundene tænke, naar de see mig i den Stads!””
