Side:Billedbog uden Billeder.djvu/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

48

see ud over det halve Rom, ud til Peterskirkens Mægtige Kuppel. Stille, som altid, var der denne Aften, og nedenfor, i mit fuldklare Lys, kom den lille Pige. Paa sit Hoved bar hun en antikformet Leerkrukke med Vand, hun havde bare Fødder, det korte Skjørt og de smaa Særkeærmer vare itu, jeg kyssede Barnets fine, runde Skuldre, de sorte Øine og det mørke, glindsende Haar; hun steeg op af Husets Trappe, den var steil, dannet af Muurbrokke og en sønderbrudt Capitæl. De brogetfarvede Fiirbeen, foer sky forbi ved hendes Fødder, men hun forskrækkedes ikke, allerede hævede hun Haanden for at ringe paa Døren, der hang en Harefod i et Seglgarnsbaand, det er nu Klokkestrengen paa Keisernes Borg. Hun standsede et Øieblik, hvad tænkte hun paa: maaskee paa det smukke Jesubarn, klædt i Sølv og Guld, dernede i Capellet, hvor Sølvlamperne straalede, hvor hendes smaa Veninder istemte Sangen, den hun ogsaa kjendte; jeg veed det ikke! hun gjorde igjen en Bevægelse, og snublede, Leerkrukken faldt fra hendes Hoved og sloges itu paa den riflede Marmorflise. Hun brast i Graad, Keiserborgens deilige Datter græd over den fattige, sønderbrudte Leerkrukke; med bare Fødder stod hun og græd, turde ikke trække i Seglgarnsbaandet, Keiserborgens Klokkestreng.”