Side:Breve fra Ensomheden.djvu/123

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 119 —


Arm. Der sad han og nikkede med Hovedet og fægtede med sin ene Haand mellem Brevene, der flagrede ned paa Gulvet. Saasnart jeg gav Slip paa ham, sank han atter baglængs ned i Sofaen og snorkede videre.

Han var døddrukken.

Jeg lod ham ligge og gik hen til Skrivebordet, som stod i Værelsets anden Ende. Her fandt jeg et Stykke Papir, hvorpaa jeg skrev:

»Deres elskede Datter er flygtet med vor Ven Maleren til København. Jeg kan ikke give Dem nøjere Oplysninger og ønsker i det hele taget ikke mere at se Dem. Men jeg kan trøste Dem med, at det Barn, De ønskede at skaffe hende, har hun vidst at skaffe sig selv.

Vær hilset i Deres Ensomhed.«

Derefter forlod jeg stille Villaen og vendte nynnende hjemad.

Dette lille Æventyr, kære Veninde, viser Dem, at Frøken Margretes Dyd var der Maade med, og at Doktoren var en simpel Kvartalsdranker, der forstod at finde den