Side:Breve fra Ensomheden.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

— 23 —


Bag Lyngen støder man paa Gran og Fyrreplantager, og disse strækker sig ud mod den sandede Forstrand, hvis hvide Klitter skærmer mod Kattegats nysgerrige Paatrængenhed. Her rejser Marehalmen sig som en Spydvagt af slanke Lanser — over Klitternes Brystværn strakte mod det truende Hav. Og her vokser den sjældne Urt, Mandstro!

Saaledes møder man Overraskelse efter Overraskelse. Men den største Opdagelse har jeg dog gemt tilsidst. Saa hør da, kære Veninde.

Det var i Gaar. Jeg kom gaaende ad den solhede, sandede Vej, som gennem en lang Tange med Hav paa begge Sider fører til Herredets yderste Spids. Denne Vej overskærer først en skovbesaaet Klitrække, der mærkelig nok strækker sig paa tværs af Landet, og stiger derefter gennem tyndt bevoksede Havremarker og Lyngstrækninger, hvorfra man har den mest henrivende Udsigt til begge Sider.

Højest oppe paa den øverste Bakke ligger, ligesom sammenblæst, et Vildnis af krogede Egetræer, Hindbærbuske og klatrende Brom-