Side:Breve fra Ensomheden.djvu/41

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

— 37 —


højtidelig Afart af homo sapiens? Den kultiverede Hjernes Oprør mod det dumme, det fejge, det ukyske. Hans Liv er som en eneste sublim Ide: »For selv at vinde Fred gjorde jeg mig sindsyg overfor andre.« Hvilken stolt Indskrift at kunne sætte paa sin Gravsten.

Hvor lykkelig maa jeg ikke være over vort Møde. Det er en Oplevelse, man maa takke Guderne for. Og ikke mindst i dette Øjeblik, hvor jeg — selv ensom — har søgt Ensomhedens Fred.

Naturligvis har han ikke inviteret mig hjem til sig. Naturligvis maa jeg søge ham op. I Morgen den Dag vandrer jeg over Kragereden til hans smukke Villa. Ingen hæmmende Magt skal stanse min Fod. Ja, selv om jeg maa belejre hans Hus fra Morgen til Aften, skal jeg vel vide at tiltrodse mig Adgang.

Mærkelig nok kommer jeg i dette Øjeblik til at tænke paa Deres Smil, Deres lidt ondskabsfulde Smil, som jeg ikke holder af. Naturligvis ved jeg udmærket, hvad der