— 59 —
at byde. Folk rystede paa Hovedet over det Liv, jeg førte, og mit Humør, der blev mere og mere sørgmodigt og trist, overtydede mig om, at jeg ikke drak af de Brønde, der tilfredsstiller. Den stadig dalende Lykkefølelse førte alle Utilfredshedens Pile i sit Kogger, medens en voksende Ærgerrighed bragte mig nær Vandviddets Rand.
Efter en Hændelse, som jeg ikke behøver at ulejlige Dem med, trak jeg mig tilbage hertil for at dykke mig med Sjæl og Legeme i Ensomhedens Nirvana. Jeg overklippede ubarmhjertig hver Traad, der bandt mig til andre Mennesker: kun en lille Datter paa ét Aar, som var født udenfor Ægteskab, bragte jeg med mig. Hun er vokset op herude i den Have, jeg for hendes Skyld har plantet paa Grænsen af den brune Lyng. Jeg har lært hende alt, hvad en Fader kan lære sin Datter, jeg har fortalt hende om Livet, der leves langt borte, og indgydt hende den samme Rædsel for Mennesker, som jeg selv føler.
Hvad synes De om alt dette?«
