jeg bekjende, at jeg længe, endog meget længe har betænkt mig, inden jeg lod disse Breve offenliggjøre. Den Overbeviisning var mig nemlig ikke Nok, at de vilde blive Mange til Frelse og kun Enkelte til Fordærvelse. Disse Enkelte laa mig tungt paa Sinde. Det er de svage Hoveder og svage Hjerter, jeg herved nærmest har i Tanker. For det svage Hoved veed jeg desværre intet Raad; for det svage Hjerte derimod veed jeg, Gud være lovet, eet, som er ganske paalideligt. Det er den gode Hyrdes forbarmende Kjærlighed, i hvis Favn der er en fuldkommen Sikkerhed og Fred. Sandelig, der skal ikke nogen Sjæl fortabes, som blot af Hjertet raaber: — Herre, frels mig, jeg forgaaer! —
— Det er i en urokkelig Tillid til denne Jesu Kjærlighed, at jeg lader nærværende Breve udgaa. At de hos Mange ville foraarsage Uro og Pine, volder mig ingen Bekymring. Det er tværtimod mit Haab, at det maa komme til at gaa dem igjennem Hjerterne, og at de bævende maa komme til at spørge: — Ak, hvad skulle vi gjøre? —
Svaret er givet, og det er klart: — Omvender Eder og troer Evangelium! —
