Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/122

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

108

Kammerpige Guld værd, og som Skjønhed gjorde jeg alle Ladies tilskamme.

Fader og Sou lagde begge an paa mig. Penge og kostbare Foræringer ligesom regnede ned i mit Skjød. Dog, jeg var for klog til at lade mig fange. Men det morede mig kostelig at ophidse deres Lidenskab. Forholdet hørte til de allerinteressanteste. Fader og Søn som Medbejlere, med Hjertet fuldt af Skinsyge overbydende hinanden i enhver Forstand. Den Gamle var nærved at blive tosset af Elskov, den Unge var ikke langtfra at blive rasende; med dem begge kunde jeg gjøre Alt, hvad jeg vilde.

Men hvad skulde jeg gjøre med dem? Dette Spil maatte have en Ende. Den Gamle kunde jeg ikke bruge til Noget; den Unge, det var et Spørgsmaal. Jeg kunde let faa ham til at bortføre og ægte mig. Men den Gamle havde det i sin Magt at gjøre Sønnen saa godt som arveløs. Skulde der komme Noget ud af Tingen, maatte dette forebygges. Jeg gjorde derom fornøden Aftale med Familiens Koureer, bemeldte Francesco Patelli, hvem jeg allerede for længe siden havde læst Skurken ud af Øjnene.

Jeg lod mig bortføre. Papa og Koureren satte efter os. Men det hedder medrette: festina lente! Ved et uforudseeligt Tilfælde kom den gamle Herre paa denne halsbrækkende Rejse afdage. Paa Koureren faldt der blot en Skygge af Mistanke, som ikke havde videre Følger. Da han kort efter paa betegnet Sted traf