Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/26

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

12

Hue og Tøfler. Men min Nøgenhed skinnede dog igjennem, og jeg følte mig ikke den mindste Smule varmere.

Jeg traadte hen til Ilden og udstrakte mine rystende Hænder derover. Den udbredte ikke mindste Varme; ja, endog med Lyset var det blot Indbildning. Flammen kunde ligesaa godt have været malet paa et Stykke Lærred.

I jammerlig Hu vendte jeg mig bort. Men de uhyggelige Knejpegjæster lo ad mig og kaldte mig en Kik-in-die-Welt. Een af dem rakte mig et Bæger. Jeg har aldrig været nogen Dranker; min Lyst tog tidlig en anden Retning. Men i en ubeskrivelig Tomhedsfornemmelse greb jeg med Begjærlighed det tilbudne Bæger, og satte det til Munden for at skylle dets Indhold i mig. O, hvilken svælgende Følelse af Intethed, hvilken usigelig Flauhed! Der kom ligesom en Afmagt over mig, idet min brændende Begjærlighed hengav sig i det bundløse, tomme Bæger, i det pure Intet.

Hvad jeg fornam, maa have malet sig ret tydelig i mine Miner. Thi Man lo og grinede ad mig, og sagde morsomme Ting paa min Bekostning. Jeg fandt mig taalmodig deri. Men der var noget Ynkeligt og Uhyggeligt i denne Lystighed, som skar mig i Sjælen. Thi den var sletikke naturlig; der laa ikke et Atom af Glæde til Grund for den.

Sviren og Spillet toge igjen deres uforstyrrede Gang. Jeg sad hensunken i mørke, forvirrede Tanker, og betragtede sky den underlige, vilde Færd.