Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/276

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

262

den, som har skrevet dem. Det er haardt at gaa paa, at tage ved disse Breve; de ligesom brænde Fingrene. Men det er dog Intet mod Branden i Hjertet. Thi Brevene ville fordøjes; de ulykkelige Brevskrivere ere nødte til ligesom at æde deres eget giftige Skam.

Men der var ingen Breve til mig. En Judas har jeg altsaa dog ikke været i Verden. Det var mig virkelig et Øjeblik, som om jeg havde en Følelse af Glæde og Fred i mit Indre. Men det var naturligviis kun en Indbildning.


Disse Judasbreve lede mig ind paa en anden nærliggende Betragtning. Der gives overhovedet intet Alvorligere i Verden end det, at skrive sit Navn under; men der er kun faa Ting, som Verdens Børn letsindigere gaa til end dette. Men vee dem, disse Letsindige! Hver falsk Underskrift, hvert Navn, som Vedkommende fornægter, farer lige til Helvede, og drager med uimodstaaelig Magt, ja uimodstaaelig, — thi alene Gud kan bryde Forbindelsen — indtil selve Underskriveren følger efter Navnet, og befinder sig i Helvedes Pine.

Jeg har seet en Konge sidde med et Dokument for sig, — i Aarhundreder har han siddet saaledes. — Paa Dokumentet har han engang i en ulykkelig Time skrevet sit Navn under, hvilket Navn, veed han ikke; thi han erindrer det ikke længer, og paa Pergamentet er det ikke til at læse. En Blodplet har bredt sig ud derover. Han grunder og grunder i sit Hjertes Angst