528
— Hvo kunde vel modstaa ham? — Det maa være herligt, at være Mand; men endnu herligere troer jeg dog, det er, at være Kvinde og have en stærk og ædel Mand ved sin Side. — Jeg kommer til at tænke paa, ikke alene, hvor stærk Du er, men tillige, hvor klog. Man siger, at der gives saa meget Ondt i Verden; det er sørgeligt, men kan vel ikke være anderledes. Men den Klage forudseer, gjennemskuer, imødegaaer det Onde, og det har ingen Magt over ham. — Derfor gaaer jeg saa tryg og rolig overalt, hvor Du fører mig, og gjør uden Betænkning Alt, hvad Du siger. Jeg bryder mig sletikke om, selv at være stærk og klog; men jeg ligesom føler mig af, at Du er det. — Og endelig kommer jeg til at tænke paa, hvor ædel Du er, hvilket Mod Du har, ikke alene til at stride og lide, men til at hengive og opoffre Dig for dem, Du elsker. Jeg forestiller mig undertiden, at jeg var i stor Nød og Fare; men jeg vilde Intet frygte, thi Du var hos mig. Du vilde aldrig betænke Dig paa, at sætte endog Livet ivove for min Skyld; det veed jeg vist. — Ja, Du trækker paa Smilebaandet. Det er vel sagtens ikke Andet end hvad I kloge Folk kalde Drømme. Men Du skal ikke bringe mig til at tro, at alle Drømme ere daarlige. Thi virkeligt er det, at Du er ligesaa klog som ædel og stærk. See, derfor drømmer jeg saaledes og ikke anderledes. —
Jeg smilede rigtignok; hvorledes kunde jeg Andet? Det blev saa lyst i mit Indre, som om der var blevet
