Hun bøjede sig ned og kiggede gennem Nøglehullet. Fra den anden Side mødte der hende et Øje, og de to Øjne vedblev nu forskende at hvile i hinanden, medens Lola Montero sagde saa højt, at det maatte kunne høres gennem Døren:
— Jeg har et Brev, som jeg skal aflevere, og som der skal Svar paa.
— Gaa om til Hoveddøren og kast Brevet i Kassen. Kom saa tilbage, lød en spæd Stemme til Svar.
Lola Montero blev helt glad over denne første Tilkendegivelse af, at der dog var noget levende i det døde Hus. Hun skyndte sig om til Hoveddøren, smed Brevet i Kassen og hørte det falde indenfor paa Gulvet.
Saa løb hun atter om til den lille Bagdør, efter at have givet Piccoloen Ordre til at røre Hesten en halv Times Tid, for at Køretøjet ikke skulde vække Opmærksomhed ved at holde stille.
Inde i Huset havde den underlige, gnomagtige Tjener imidlertid taget Brevet op og gik nu ind med det til sin Herre.
Værelset var fuldstændig blændet ved Hjælp af Skodder, for hvilke der yderligere var hængt tykke Tæpper. Iøvrigt var der lyst nok, idet der under Loftet var tændt en stor Krone.
Tordalkado laa paa en Sofa og læste i en Bunke Blade, af hvilke flere var smidt ned paa Gulvet, efterhaanden som han havde gjort sig bekendt med deres Indhold, eller rettere med det halve af deres Indhold, der angik ham selv, thi hele
