mig. Vi to er dog begge rigtige Mænd, lad Matadora foretrække hvem af os, hun vil, og lad os saa senere afgøre den Sag, som man fra gammel Tid har afgjort den Slags Affærer i Spanien. Men skal vi foreløbig holde sammen for at frelse hende fra det Skabilkenfjæs?
Marquis de Plane rakte Matadoren sin Haand og sagde:
— Det glæder mig, Mester, at høre Dem tale saadan. Det er fornuftige Ord! Vi maa udfri Donna Lola af den Mands Vold. Jeg tror, at han har hypnotiseret hende.
— Ja, det er netop det samme, jeg mener. Jeg har haft mine Spejdere ude, og de meddeler mig, at Matadora ofte besøger Utysket tre, fire Gange paa én Dag. Hun lukkes ind ad en hemmelig Dør og bliver ikke sjælden hos ham i flere Timer. Men hvad mener De, at vi skal gøre, og hvordan tror De, at vi skal gribe Sagen an?
— Vi maa først og fremmest se at blive klare over Hovedspørgsmaalet: Er her Tale om Humbug eller ikke. Jeg tror absolut det første.
— Jeg ogsaa, selvfølgelig!
— Ja, helt selvfølgelig er det nu ikke. Man har Exempler paa, at det menneskelige Blik kan have en ganske ejendommelig og uforklarlig Magt. Er dette virkelig Tilfældet med Tordalkado, saa ser jeg ingen Udvej. En Mand, der kan faa en rasende Tyr til at stikke Halen mellem Benene blot ved at se paa den, han kan ogsaa faa Magt over en Kvinde, der tilmed er ganske optaget af ham. Jeg tror imidlertid slet ikke paa Tordalka-
