agtige Tjener med den stinkende Trøje traadte forsigtig ind og hviskede:
— Matadora!
— Se, se! Hun kom alligevel. Det havde jeg egentlig ikke ventet. Det er i yderste Øjeblik, men der er Tid nok alligevel. Denne Gang skal hun komme i min Vold, lad hende gaa ind i Buddha-Værelset. Sæt de grønne Øjne paa Slangerne og lad os faa Vægerne med de skiftende Lys i Tempellampen. Hun er allerede blevet noget for gammel i Gaarde og trænger til at suggestioneres lidt.
Gnomen bukkede og forsvandt.
Tordalkado dyppede en af Pudderkvasterne og lod den i smaa Hop fare hen over sit Ansigt, indtil det fik en mat, hvid Teint.
Saa tog han en Pensel og trak nogle blaasorte Streger over og under Øjnene, saa at det kom til at se ud, som om de laa dybt inde i deres Huler.
Derefter lukkede han en lille Flakon ud af et Skrin, krængede Øjenlaagene frem og lod en Draabe af Flaskens Vædske glide ind under hvert af dem. Han lukkede Øjnene fast og greb haardt i den nærmeststaaende Stols Ryg, som var han ved at besvime. Et Par Sekunder stod han saaledes ubevægelig.
Da han atter aabnede Øjnene, havde disse mistet deres tidligere joviale Glans; Pupillerne havde udvidet sig og Regnbuens Farve var bleven dyb og dyster.
Tordalkado kastede atter et Blik ind i Spejlet,
