II. KAPITEL.
e to Venner gik ned over Pladsen foran Banegaarden, hvor der var fuldt af saa pragtfulde Uniformer, som man kun ser dem i Spanien og ikke mindst i San Sebastian, hvor Kong Alfons bor om Sommeren.
De sortsmudsede Droskekuske med de klædelige røde Huer prøvede ved Tegn og Tilraab at kapre de to Fremmede. Men Hugo Hjorths Ven affærdigede dem alle med nogle korte spanske Tilraab, der snart fik dem til at skoggerlé, snart til truende at knytte Hænderne.
Vennerne gik derefter ned over en bred Bro, der førte til den egentlige By. Ved Brohovedet sad i et sølle Skur en sort Municipalgardist, der med sin sølvbeslagne Hjelm paa Hovedet og sin sølvknappede Stok i Haanden knejsede saa stolt, som om han var selve Byens Vogter.
— En Fører? spurgte han, idet han med den ene Haand skuldrede Staven og med den anden pegede paa en Mand, hvis røde Næse blussede i Solskinnet som et overmodent Stikkelsbær.
