Lola Montero, der havde siddet drømmende i sine egne Tanker, foer op med et Sæt.
— Hvorfor søger I mig igen, skønne Donna Lola? spurgte Tordalkado med dyb Stemme. Hvortil skal det nytte? Jeg har jo allerede flere Gange sagt Eder, at hvis I blot kommer af Nysgerrighed for at pirre Eders Sanser ved at kigge ind i mit forrevne Nerve- og Sjæleliv, saa vil jeg ikke se Eder mere, skønt min Sjæl husvales ved Synet af Eders harmoniske Skønhed.
I er den eneste, der kan skaffe mit forpinte og oprevne Sind Fred. Blot I stryger mig over Panden med Eders fine, bløde Haand, forsvinder alle de vilde og blodige Tanker fra min syge Hjerne og min ophidsede Fantasi falder til Ro.
I bringer Tryghedsfølelse med Eder, men naar I gaar bort, efterlader I mig til Gengæld i en Sindstilstand, der er Vanviddet nær.
Jeg har alt flere Gange forbudt Eder at komme her, med mindre I for bestandig vil knytte Eders Skæbne til min og følge mig overalt og gennem hele Livet. Min Kærlighed vil da blive vild som mit Mod, og en overmenneskelig Lykke, der knap vil kunne opfattes med Sanserne, vil blive vor himmelske Lod paa Jorden.
Kommer I, Donna Lola, for at bringe mig dette Jubelbudskab?
Lola Montero, der ellers var saa frejdig og selvbevidst i hele sin Optræden, stod næsten forskræmt, medens hun sagde med skælvende Stemme:
— Tordalkado! Jeg beundrer Dem for Deres
