— Landmanden trænger vist snart til Regn. For mig maa han gerne faa den, naar det blot vil regne af i Nat.
Ja, saadan sad man og smaasludrede, medens man af og til sendte en misundelig Tanke til dem, der i disse Dage kunde leve ude i Naturen.
Hvad vore tre Venner angaar, var de hver for sig meget tilfredse.
Mest den muntre, rastløse Billedhugger Jens Thomsen. Det var rigtig et Vejr for Sancho Pansa til Opførelsen af den nye keramiske Fabrik, til hvilken han havde fundet en billig Grund i Dragør.
Hver Dag tog han ud til det lille Fiskerleje, og hver Dag glædede hans Kunstnerøje sig over den maleriske Effekt, der er udbredt over Dragørs Sceneri, i hvilket man føler sig, som var man fjærnet mange, mange Mile fra Hovedstaden. Han undrede sig ofte over, hvorfor Folk ikke tog ud til denne friske, idylliske Plet i Stedet for at klumpe sig sammen paa den støvede Strandvej.
Og saa glædede han sig som sagt som Kunstner, thi Kunstner var han, og det vilde han vedblive at være i sit Syn og i sin Tanke. Derfor ærgrede det ham endnu stadig en Smule, naar han tænkte paa, hvorledes Niels Castella uden videre havde sat ham udenfor Kunstnernes Rækker, blot fordi Jens Thomsen vilde lade Kunsten træde i det nyttiges Tjeneste.
Men Ærgrelsen varede ikke længe ad Gangen, og med et gemytligt Smil paa det runde, solbrændte Ansigt, tog han atter fat paa Arbejdet med
