— Vist saa. Det vil han heller ikke. Den Historie kan Du faa en anden Gang, fortsatte han endnu lidt flov, men sprang pludselig glad op, da man gennem det aabne Vindue hørte stærke Knald og saa den hvide, solbeskinnede Røg af Bomber, der kastedes op i Luften.
— Om en halv Time begynder Tyrefægtningen. Maa jeg invitere Herskaberne. En bedre Introduktion kan Du ikke faa!
— Nej, hvor det er pænt af Dem, Senor Fernando, udbrød Senora Carmen saa henrykt, som vilde hun flyve Komponisten om Halsen. Jeg har ikke været til Tyrefægtning, siden min Mand døde for 3 Aar siden, og det var dog i sin Tid min bedste Fornøjelse. Lad os se, hvem der optræder, tilføjede hun og greb en Plakat, der var kastet ind ad Døren, og som laa paa en Stol.
Bombatini optræder. Den store Bombatini! Det har været mit Livs højeste Ønske en Gang at faa den berømte Bombatini at se. Aa Gud! De kunde ikke gøre mig en større Fornøjelse. Jeg er ude af mig selv af Glæde.
Nu skal jeg stille Kaffen ud til Dem paa Balkonen, Senores, og om tyve Minutter skal jeg være pudset og pyntet i Stadsen.
Med disse Ord forsvandt Senora Carmen med et overstadigt Kniks, og Komponisten sagde med næsten smægtende Stemme, idet han saa efter hende:
— Er det nu dog ikke velsignet, naar man kommer fra al vor hjemlige Blaserthed og Frygt for at give sig hen, at se Folk, der kan være saa straalende glade for saa lidt?
Og Hugo Hjorth nikkede stille, men bifaldende.
