magtsdage. Lola Montero syntes at blive noget irriteret over den lange Pause, i hvilken den hende fremmede Mand med Pakken under Armen stirrede paa hende.
Men da han slog Klædet tilside for Billedet, gled der et Erindringens Smil over Matadoras smukke Træk.
— Ja, det var den Gang! Det er forresten et af de mest sjælfulde Portræter, der nogensinde er malet af mig. Ellers faar de aldrig fat i andet end mit Teateransigt.
Nu husker jeg, at De af og til var sammen med den danske Maler. Hvad var det nu, han hed?
— Don Hugo! blev han i Reglen kaldt.
— Rigtig! Don Hugo. Det var en køn Mand, og jeg holdt meget af hans lyse Haar og blaa Øjne. Hans blonde Knebelsbart klædte ham saa nydeligt. Undskyld! at jeg ikke strax kendte Dem. Hvad siger De! Er Billedet en Foræring til mig. Tusind Tak, det er altfor meget. Deres Ven er stadig i Danmark! Ugift! Ja saa! Han maatte da nok kunne faa sig en Hustru. Hils ham mange Gange og tak ham fra mig. Sig til ham, at jeg stadig husker ham saa godt at jeg kunde male hans Træk, hvis jeg var Kunstnerinde. Nu maa jeg nøjes med at gemme dem herinde.
Men jeg maa endnu en Gang bede Dem undskylde, at jeg er meget distræt og ikke kan byde Dem, at slaa Dem til Ro hos os. Jeg er i disse Dage saa nervøs og oprevet af Spænding og af Bekymring for Marquien. De ved jo nok, hvad der forestaar? Ikke! Saa vil jeg anmode Dem
