Enhver Tale om Klostersløret var vejret bort.
Man fik travlt i den lille Arena med at ordne alt til den store Velgørenhedsfest, der tillige blev en Art Opfyldelse af den forulykkede Marquis sidste Villie.
Med fuld Kraft gik man i Gang med Prøverne, der fik al den tidligere Tyrefægterlidenskab til at blusse op i den gamle Espada fra Coimbra.
Matadora mødte daglig til Prøverne. Der var en underlig Modsætning mellem hendes blege Sorg og hendes røde Mod, hver Gang hun betraadte Arenaen. Aldrig havde hun haft saa mange Beundrere som i disse Dage og aldrig saa mange Skumlere, der syntes, at hun aagrede med sin Sorg.
Mellem dem, der følte sig dybest skuffede, var den gamle Pater Vincenso. Han var bleven stærkt betaget af Donna Lola, da hun aflagde sit Besøg hos ham i den lille Hytte ved Floden. Han havde troet, at hun var bleven vakt, og at hendes stærke Temperament den Dag, det blev ledet i en anden Retning end hidtil, vilde give sig Udslag i en voldsom og brændende Tro som hos en af Middelalderens omvendte Kvinder.
Nu var hans Haab skuffet. Matadora var atter bleven grebet af sin gamle, verdslige Lidenskab, som hun dækkede med Velgørenhedens Skalkeskjul.
Lørdag efter Paaske skulde corridaen finde Sted.
