flyde Blod, rakte en Porron imod hende og raabte:
— Længe leve Matadora!
Lola Montero løftede Bægeret højt i Vejret og hældte Vinen ned i sin lille Rosenmund med en saadan Behændighed, at det indbragte hende larmende Bifald.
— Naa, men det var vel ikke mig, I talte om, spurgte Lola Montero, idet hun satte sig paa Kanten af Bordet og tændte en Cigaret.
— Jo, netop! sagde den spanske Flue. Jeg talte just om Dem. Jeg sagde til de Herrer her, at det vilde være en rigtig Forretning, om De ikke vilde lade Dem nøje med Kælenavnet „Matadora“, men selv vilde optræde paa Arenaen. Jeg vilde kunne byde Dem 10,000 Pesetas for hver corrida, og det er mere, end nogen Patti eller Christina Nilsson nogensinde har faaet. I Løbet af et Par Aar kunde De have en Formue.
— Altid skal han gøre Forretning! sagde Bombatini ærgerlig, medens Matadora ikke uden Interesse syntes at lytte til Impresariens Ord.
— Det var aldeles ikke om Dem, vi talte, Senorita, men nu troede Fluen strax, der var Bid. Og saa vilde han gerne væk fra de Løgnehistorier, han har siddet og proppet os med.
— Det var ikke Løgn! udbrød Impresarien ivrigt, og jeg vil gerne staa ved mit Tilbud, hvis Du vil leje mig Torospladsen for 3 corrida'er.
— Vi bruger den selv om Eftermiddagen, og jeg kan ikke lade hele min Kvadrille gaa ledig.
— Saa lej mig den om Aftenen. Min Mand vil
