Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 15 -

regnede med, at Christiania ville blive udbudt til salg i løbet af 3-4 uger.

 I en såkaldt "fødselsdagsskrivelse" af 26. september 1972 (bilag F), der i efteråret 1972 blev sendt til forsvarsministeren, socialministeren og kulturministeren som bilag til et åbent brev vedrørende fristaden Christiania som samfundseksperiment (bilag K), udtalte arkitekt Per Løvetand Iversen blandt andet, at beboerne i Christiania ikke under forhandlingerne med forsvarsministeriet fik det tilsagn om forbliven, som skulle give den fornødne arbejdstryghed for det sociale eksperiment, indtil en kommende ejers planer kunne realiseres.

 Kunstakademiets akademiråd rettede i skrivelse af 9. november 1972 (bilag 157) henvendelse til borgmesteren for Københavns magistrats 4. afdeling i anledning af, at der i februar 1972 for borgerrepræsentationen var fremsat forslag til dispositionsplan for Christianshavn m.v. Akademirådet udtalte som sin opfattelse, at de statsejede arealer på Christianshavn ikke burde udbydes til salg, men kun udlejes på kortvarige åremål, indtil en forsvarlig dispositionsplan kunne gennemføres.

 På et møde den 15. november 1972, hvori deltog forsvarsministeren, socialministeren, kulturministeren, socialrådgiver Tine Bryld og repræsentanter for Christiania, udtalte forsvarsminister Kjeld Olesen ifølge et referat, der er udfærdiget af en deltager i mødet ved navn John (bilag 182), at det ville vare en rum tid, før området kunne sælges, idet der endnu ikke var nogen dispositionsplan fra kommunens side. Under mødet blev det iøvrigt nævnt, at måske 2/3 af beboerne ikke betalte for el og vand, og det blev af christianitter udtalt, at der ikke fandtes magtmidler overfor dem, der ikke betalte.