Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/100

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst
TREDJE KAPITEL.
Hovedtræk af Provinsstyrelsen Ordning. Selvstyrelsens Tilbagegang.

Det var ikke Enevælden nok at arbejde for Centralisation ved Ordningen af Styrelsen paa dens øverste Trin. Det gjaldt ikke mindre om at faa Forvaltning og Rettergang saaledes ordnet rundt omkring i Staten, at Kongemagten kunde trænge igjennem paa alle Punkter med sine Bud og tillige med opmærksomt Øje iagttage de bestaaende Tilstande i det enkelte og følge Forholdenes Udvikling. Baade Magthensynet og Tanken om Statens Tarv gjorde dette nødvendigt. Intet har Enevælden da ogsaa mere havt Opmærksomheden fæstet paa. Man mærker det allerede i en saadan Kjendsgjerning, som at Postvæsenet i dette Tidsrum gjorde et overordentligt Skridt fremad. Styrelsen krævede en ulige livligere og hurtigere Forbindelse imellem Statens forskjellige Dele end tidligere; men selvfølgelig er Hovedsagen selve Indretningen af Provinsstyrelsen og af, hvad der kunde fremme Orden og Fasthed i Rettergangen.

Paa det sidst nævnte Omraade kunde Enevælden dog fortræffelig bruge det en Gang givne Grundlag[1].

  1. Netop det var et af de første Krav, Frederik III stillede til det ny oprettede Statskollegium, at det skulde afgive Betænkning om, paa hvad Maade de Rettergange og Instantia, som i Processer bør at foregaa den højeste Ret, hvorfra ingen Appellation sker, kan bedst her i Danmark indrettes“. Statskollegiet svarede da, „at med Landsting, Gaardsret, Konsistorier, Herredsting, Byting, Birketing og Søret kunde det bedst forblive ved den Indstiftelse, som det hidindtil i Riget været haver.“ Kollegiet foreslog kun, at der ved Siden af enhver Landsdommer af Adel skulde stilles en kyndig Dommer af borgerlig Stand (Betænkning af 12. Jan. 1661 i Gehejmearkivet.)