Syvende Kapitel.
De karakteristiske Træk ved Enevældens Styrelse, som vi hidtil have fulgt, have været dens Iver for at skabe en stærkt centraliseret Styrelse og for at fastslaa Stændernes Stilling saaledes, som den mente, at dens egen Magtstilling og Statens Tarv krævede det. Vi have paa alle Punkter mødt en udpræget regulerende og ordnende Virksomhed. Men Enevælden gjennemførte denne endnu langt videre, den stræbte at lede al Syssel og de forskjellige Leveveje efter, hvad den mente, Statsinteressen gjorde ønskeligt. Det er, som om den i det enkelte Individ væsenlig kun saa Statsborgeren eller snarere Undersaatten. Denne burde naturligvis sikres i den Idræt og Virksomhed, han efter sin forskjellig artede Stilling syslede med, han burde endog hjælpes saa meget det var muligt; men han maatte ogsaa kun røre sig indenfor visse Skranker og paa den Maade, som Regeringen efter sit Syn paa Statens Interesser og efter sine Krav holdt for den rette.
Ingen kan gjennemlæse Instruxerne og Forordningerne fra hin Tid for forskjellige Embedsmænd og Autoriteter, uden at blive slaaet af den næsten krampagtige Iver, hvormed det indskærpes dem at give Underretning om, „hvad der i deres Distrikter kan tjene til Landets
