190
Ottende Kapitel.
Sans for Skibsfart, Handel og Industri og om, hvorledes han anlagde Byer paa mange Steder i sine Lande som Støtte derfor; enhver kjender ham som den, der stiftede Handels- og Fabrikkompagnier, der lod Børsen bygge, der sendte Ove Gjedde til Ostindien og Jens Munk til de nordamerikanske Farvande for at finde Nordvestpassagen o. s. v. Der er ingen Tvivl om, at Kristian IV har havt store Fortjenester i disse Henseender, at det var en prisværdig Iver, han viste. Men Forsøget slog fejl. Man faar et pinligt Indtryk af, at det i en paafaldende Grad fattedes paa den Driftighed her i Landet, som behøvedes for at holde sligt i Gang; ogsaa her har man Indtryk af, at det syttende Aarhundrede var en Dekadencens Tid for det danske Folk. Kristian IV har næppe heller altid taget Sagen paa den rette Maade. Saa kom det spændte Forhold til Hollænderne og de ulykkelige Krige med Sverige. Baade hvad han og, hvad Frederik III efter ham havde paabegyndt, var knust paa den Tid, da Enevælden kom til Magten. Den maatte for det meste begynde for fra, og det under de slettest tænkelige økonomiske Forhold. Men det knækkede ikke dens Mod. De Uheld, der havde rammet Kristian IV's Gjerning, kunde tilskrives Ulykkerne udadtil og den Brist paa en stærk Regeringsmagt, der havde været en Følge af den ældre Statsforfatning. Nu var Sagen en anden, nu da Enevælden kunde lede alt efter en bestemt Plan og havde Magt til at gjøre sine Forskrifter og Bud respekterede. Den havde en Tillid til sin Styrke, der svarede til dens høje Tanker om sit Ophav og til den Glans, som den mente at have Ret til at omgive sig med. Det var da som den myndig foreskrivende og regulerende, den vilde optræde. Ikke blot laa det i dens hele Væsen i og for sig; men i den Retning pegede baade Overleveringen fra Fortiden og Datidens økonomiske Ideer.
Allerede Middelalderen havde set Lavsvæsenet udvikle sig med overordentlig Frodighed, medførende en