192
Ottende Kapitel.
til den Klasse af Befolkningen, som delte Magten med ham. Han havde kunnet udøve en Forkjøbsret, som tidt maatte være en stor Plage. Da Frederik II byggede Kronborg Slot, lod han uden videre lægge Beslag paa Tømmer, der kom til Sundet. Han betalte vistnok, hvad det skulde koste, men tog ikke det ringeste Hensyn til, om andre havde forskrevet dette Tømmer for selv at bruge det; ingen maatte ej heller under hans Regering kjøbe Tømmer i de norske Len, førend Statens Savbrug vare blevne forsynede, og ligesaa lidt maatte Private sælge deres Trælast, førend Kronen havde faaet sin solgt. Om hvilken Indskrænkning i den enkeltes Handel vidner ikke et saadant Træk som, at der paa Kristian IV's Tid behøvedes Tilladelse for at sælge et i Kolding bygget Skib til en Kjøber i Middelfart! Under den samme Konge fik Hofbetjentene Befaling til at indskyde en Del af deres aarlige Løn i det ostindiske Handelskompagni, og under Frederik III's Regering fra Tiden før Souverænetetens Indførelse forekommer endog et saadant Træk, som at Kongen vilde paabyde Vejle Borgere at flytte deres Sejlads til det ny anlagte Frederiksodde[1].
Alt laa saaledes til rette for Enevælden. Overleveringen fra Fortiden talte til den om det naturlige i, at den tumlede med de private Interesser efter, hvad der fra Kronens Standpunkt gjaldt for det bedste. Merkantilsystemet mindede den om, at det var dens Pligt at faststikke Baner for Handel og Industri og lede alt ved Toldlove, Beskyttelsesbestemmelser og kontrollerende Forskrifter. Den Toldrulle, som var bleven udstedt 1651, altsaa i et af Frederik III's første Regeringsaar, bar stærkt Præget af Merkantilsystemet. Den er det første Aktstykke her hjemme, hvor man finder dets Hovedsætninger[2].
Men laa Vejen for saa vidt banet for Enevælden, saa fulgte den ogsaa denne Vej uden at se til højre eller venstre, med blind Tillid til, at den derved skulde
