Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret


Første Kapitel.

De første Enevoldskongers Opfattelse af deres Magts Storhed og deres Iver for at værne om denne.

Da Enevælden blev indført i den dansk-norske Stat, var Tilstanden i en stor Del af denne næsten at kalde fortvivlet, og en Vrimmel af de sværeste Opgaver taarnede sig sammen for Regeringen. Foruden at hele Østdanmark og Bohuslen vare tabte ved Krigene med Sverige fra 1657 til 1660, vare de danske Øer og Jylland allevegne udenfor Byerne udplyndrede fra Ende til anden og selve Kjøbstæderne skrækkelig medtagne. Trediveaarskrigens Ødelæggelser havde flyttet sig op til Danmark. „Gaarde og Huse ere ødelagte, Kvæg og Heste dræbte, Markarbejdet standset, Bohavet udplyndret, Befolkningen bortflygtet“, det var Hovedindholdet af de Indberetninger, som rundt omkring fra tilsendtes Regeringen. Fjender og saakaldte Venner og Forbundstropper, ja Regeringens egne Soldater havde kappedes om at brandskatte, udsuge og plyndre. Forbundsfællerne havde været endnu værre end Fjenderne. En skrækkelig Pest 1659 var fulgt i Hælene paa Hærgningen og havde gjort Ulykken fuldstændig. En Del af Kjøbenhavns Omegn, Nyborg Len i Fyen og den sydøstlige Del af Jylland lignede mere en Ørken end et dyrket Land. Det blev baade i Efteraaret 1660 og i 1662 regnet, at en Tredjedel af Sjælland laa øde, og i mange Dele af Fyen og Jylland saa det ikke bedre ud; der var endog hele Sogne i Omegnen af Vejle og Fredericia, hvor

1*