Ordning af Handelen paa Island. 241
nagtet den EjøbmaDd, der var ham nærmest, selv havde vraget hans Fisk. Endog en Sysselmand var en Snes Aar i Forvejen (1680) bleven dømt fra Embede ogBoes- lod, fordi han havde kjøbt nogle Fiskeliner af et Par engelske Fiskere, og han havde dog kunnet paaberaabe sig, at det danske Handelsskib endnu ikke var kommet, og at hans Baade ellers af Mangel paa Liner ikke kunde gaa ud paa Fiskeri, En anden Gang bleve tre Islæn- dere dømte til Bremerholms Slaveri og Fortabelse af deres Boeslod, fordi de havde kjøbt to Alen Kirsej af en engelsk Fisker. Frederik IV havde, som det synes, god Grund til at minde de Handlende om at vise en^ mildere Adfærd*^).
Regeringens Hovedøjemed ved at fastslaa en saadan Ordning af den islandske Handel var aabenbart ikke, at den vilde sikre sig en bestemt Indtægt af den-,, thi dels var Forpagtningsafgiften for det meste kun ringe, dels havde denne Sum kunnet skaffes til Veje paa anden Maade; men den lod sig her ligesom ved Finmarken mest lede af Tanken om, at det var nødvendigt for Landets egen Skyld. Da der ingen Agerdyrkning fandt Sted paa Is- land, og Udviklingen af Haandværk og forskjellige andre Sysler var gaaet i Staa, behøvede Landet Tilførsel af mange Varer. Ulykkeligvis var al Skibsfart fra Islæn- dernes Side allerede ophørt langt tilbage i Tiden, og det kunde derfor være fristende at sikre dem, hvad de trængte til andensteds fra, ved at give visse Kjøbmænd Eneret til at drive Handel med dem. Men ganske vist blev Fristelsen saa meget større, som Indrømmelsen af Eneretten til Handel kunde bringe Omsætningen med Island paa indenlandske Kjøbmænds Hænder og derved antages at ville blive til Statens, i dette Tilfælde særlig til Kjøbenhavns Fordel. Som Bergens Kjøbmænd havde Handelen paaFinmarken, saaledes blev den paa Island drevet fra Kjøbenhavn, Hvor langt det endelig end var fra, at en gammel ærværdig Del af Staten som Island kunde sammenstilles med de af Handelshensyn stiftede eller
Danmark-Norge 1^60—1720. 16
