31
Enevældens Holdning overfor Kritik.
Kongen ikke imod sin Vilje skulde foraarsages til at bruge de Midler imod de gjenstridige, som Guds og Naturens Lov medfører"50).
Til Trods for, hvad der saaledes tyder paa en vis Ængstelse og Mistænksomhed hos de første Enevolds- konger, vilde det være meget urigtigt, om man vilde tro, at Folket led under et politisk Spionen. Der herskede mindst af alt nogen Følelse af et uhyggeligt Tilsyn, thi et saadant existerede i det hele taget slet ikke. Det kan ej heller i Almindelighed siges, at Regeringen, naar Folk forsaa sig ved usømmeligt Skriveri eller Tale om Konger og Kongemagt, viste nogen Haardhed eller For- følgelseslyst. Men dog har denne Side af Enevolds- kongernes Holdning en alvorlig Betydning ved det For* hold, hvori de kom til den Stand, som de styrtede fra Herredømmet i Staten.
Enhver véd, at Frederik III og hans nærmeste Efterfølgere vare ilde stemte imod den gamle danske Adel. Ægteparret Ulfeldts og Kaj Lykkes Skjæbne er bekjendt. Da senere under Kristian V Oluf Rosen- krantz i Anledning af politiske Paastande fra en tysk Lærds Side havde udgivet et Forsvarsskrift for den danske Adel og her havde stræbt at godtgjøre, at Dan- mark var et ældgammelt Valgrige, bragte det ham en Sagsanlæggelse paa Halsen, og paa Grund af nogle Udtryk i Skriftet blev han af Højesteret dømt til iblandt andet at miste sine Embeder og have sin Hovedlod forbrudt. At dette sidste af Kongen blev forandret til en Bøde af 20,000 Rdl., svækker ikke det Indtryk af politisk Forfølgelse, som hans Sag gjør. Foruden disse vel kj endte Træk har enhver hørt tale om den systematiske Tilsidesættelse, som den gamle danske Adel var Gjen- stand for fra de første Enevoldskongers Side, og hvor- ledes dette voldte dens paafaldende Tilbagegang i alle Retninger.
Vistnok maa man her vogte sig for Overdrivelser. Intet vilde være urimeligere end at tro, at Enevolds-
