Andet Kapitel.
Den Herskermagt, som Enevoldskongerne satte en saa overordentlig Pris paa at eje ubeskaaren, følte de tillige, kun havde sin ideelle Berettigelse, naar de brugte den til at arbejde Land og Rige i Vejret. Det var ligesom et Løfte i saa Henseende, Frederik III strax gav, da han i Indledningen til de forskjellige Privilegier, som han 24. Juni 1661 skjænkede Adel, Gejstlighed og Borgerstand, udtalte, at den Forfatningsforandring, der nylig havde fundet Sted, var bleven besluttet for at „befordre det gemene Bedste", efter at der tidligere hos den største Del af Stænderne havde hersket „stor Besværing, Klagemaal og indbyrdes Jalousi". Selv Kongeloven, der dog synes saa godt som udelukkende at dreje sig om Enevoldsmagtens Storhed og om, hvorledes den kunde bevares til evig Tid i Kongeslægten, ender med at betone den Opgave at fremme Undersaatternes Tarv. „Saa have vi nu", hedder det, „saa vidt som menneskelig Forsigtighed muligt er, alting paa bedste Vis og Manér ordnet og stillet og, saasom Os haver syntes bedst og bekvemmest Skade og Ulempe at kunne afværges og Vore inderligen elskede Undersaatter at kunne
