149
Starkad saaret.
De ni Brødre, som ogsaa vare komne ud paa Sletten, havde taget Plads længere borte og søgte Varme ved et blussende Baal. Omsider bleve de Starkad vaer, men da laa Sneen ham helt op til Skuldrene. »Er Du den, som vil kæmpe med os?« spurgte de, og da Starkad svarede ja, spurgte de videre, om han vilde kæmpe med een ad Gangen eller samtidigt med alle. »Hylende Hunde slaar jeg helst i Hobetal«, lød Starkads Svar.
Saa begyndte da Kampen; men det varede ikke længe, førend seks af Brødrene vare faldne for Starkads Haand, uden at han selv havde lidt nogen Skade. Dysten blev imidlertid haardest med de tre Kæmper, som endnu vare i Live. Da Starkad fældede den sidste, var han saa ilde tilredt, at Indvoldene hang ud af hans Underliv.
Udmattet krøb han paa Knæerne hen til en Sten og satte sig til Hvile. En Mand kom agende forbi og tilbød den haardt saarede sin Hjælp. Men Starkad, som ingenlunde vilde hjælpes af enhver, spurgte Manden ud om hans Byrd og Kald. Da han svarede, at han var Underfoged, overfór Starkad ham med en Strøm af Skældsord, fordi han levede af at opdage Forbrydelser og at anklage, saa at andres Ulykke fyldte hans Pung. Manden drog videre; en anden vejfarende kom forbi. Udspurgt paa samme Maade om sin Stilling fortalte han, at han havde ægtet en Trælkvinde, og for at udvirke hendes Frihed gjorde han Bondegerning hos hendes Herre. Men Starkad vilde ikke tage Hjælp af den, som for en Kvindes Skyld havde opgivet den frie Stand.
Kort efter kom en Kvinde forbi; hun ynkedes højlig over Starkads svare Saar og vilde række ham Haanden til Hjælp, men hun var en Trælkvinde i Møllen, hvorfor Starkad befalede hende at gaa hjem til sin diende Tøs. En Vogn rullede forbi; i den sad der en Søn af en Bonde, som selv var Bonde og arbejdede med paa Marken. »Det er ædelt Arbejde — sagde Starkad — ved det tages ingen Fordel, som ikke er betalt med den sure Sved«. Saa fik Bonden da Lov til at lægge de blottede Indvolde igen i Leje og til med Vidier at sammenfæste Saaret; som Løn for Hjælpen skænkede Starkad ham sin Purpurkaabe. Paa Bondens Vogn agede han saa hjem til Hallen.
Ikke saa snart nærmede Starkad sig imidlertid Huset, førend han glemte sit Saar, sprang af Vognen og løb mod Brudehuset. Harmen over at Helge havde forsømt Kampen, var pludseligt kommen op i ham; han løb mod Kammeret for at sprænge Døren med sin tunge Næve. Men Helga havde forudset Angrebet og
