152
Kong Ingild dræber Svertings Sønner.
Ad krydret Kost
jeg altid kimsed,
ej lækkert Fad mig lokked.
Drotten dog aldrig
til Dørkrogen drev mig,
han bød mig til Højbænk.
Svar mig, Ingild,
hvorfor sløv Du sidder
og husker ej Hævnen?
Har manende Minde
om den milde Fader
ej Dig ildnet og ægget?
Ve, at i yderste
Østen jeg fejded,
da Du, Frode, forraadtes!
Hvi stod jeg ej nær,
og Niddingen nedstak
eller segned ved Din Side!
Jeg søgte en Søn,
som slægtede Fader,
og jeg fandt kun en Fraadser,
hildet af Ganens
griske Glæde
og vugget i Vellyst.
Sandt spaaed Halfdan:
Taabelig Søn
vil den snilde Fader fødes!
Frode, Dit Rige
Udlændinger raned,
hvo taaler den Trængsel!
Kong Ingild havde i Førstningen knap skænket Starkad Øre, men efterhaanden trængte Fosterfaderens Spot over hans hidtil førte Liv ham til Hjerte. Sangen lød saa manende og genvakte hos ham Mindet om de kraftige Ynglingeaar, inden endnu Forfinelsens slappende Luft havde kvalt hans Styrke og slukket Mindet om Faderens sørgelige Død. Som Gnist springer af Staal og Flint, vaagnede Ingilds Mod og hans Hævnlyst. Han greb efter Sværdet og styrtede løs paa Svertings Sønner. Det blev til et Blodbad paa de overmodige Sachsere, der aldrig mere kom til at fejre en Gildefest. Og Starkad priste Kong Ingild, som endelig havde vist Mandemod; nu var han virkelig Herre i Lejre og fortjente at være Danernes Konge.
Saaledes var Daad efter Daad bleven knyttet til Starkads Navn, og en lang Række Bedrifter tegnede hans Løbebane indtil hans sidste Stund. Han kæmpede ogsaa med i det berømte Braavallaslag, hvorom straks skal fortælles.
Men Starkad, som altid havde holdt Æren uplettet, blev dog engang af falske Talsmænd lokket bort fra sin ærefulde Vej og paadrog sig en Skam, der skulde tære mere paa hans Kraft end alle modtagne Saar.
Efter at Kong Harald Hildetand var faldet i Braavallakampen, blev Ole af Sejrherren Kong Ring sat til Statholder i Skaane; snart toge ogsaa Danskerne i den vestlige Del af Landet Ole til Konge.
