173
Folket har lovgivende Magt.
ordentligvis havde vel ogsaa Kongen Raadgivere fra alle Landsdele ved sin Side. Men det maa ogsaa huskes, at Kongens Magtstilling var stærkt begrænset i Omfang i Sammenligning med senere Tider.
Kongen skulde føre Folket i Krig og vogte Landet mod Fjenders Anfald. For at værne om Folkets Ære og grundfæste Landets Sikkerhed, var det vel ogsaa nødvendigt, at Kongen jævnlig viste sig med Hærmagt ved fremmede Kyster eller gjorde Indfald i andre Riger.
Det paahvilede Kongen at vaage over Landets indre Ro, saa at den fredelige Borger uforstyrret kunde dyrke sin Jord eller drive sit Haandværk. Derfor skulde Kongen straffe alle Ugerningsmænd, og den, som krænkede Freden i Landet, maatte betale en Bøde til Kongen, foruden hvad han skulde udrede til den fornærmede. Derfor havde Kongen ogsaa Jarler og Ombudsmænd rundt om i Landsdelene i sin Tjeneste; de skulde vaage over Freden og paase, at Kongens Interesser bleve varetagne.
Over de Love, som gjaldt i Landet, havde Kongen derimod ingen Myndighed. Lovene vare ikke nedskrevne, men de vare ikke derfor mindre bindende og stærke. Retten havde uddannet sig gennem Vedtægter paa de enkelte Landsdeles Ting og gennem den Praksis, som fulgtes ved Afgørelsen af de enkelte Tilfælde, og Kongen kunde ikke lægge Haand paa det, der saaledes var vokset frem ved Folkets egen Beslutning og ved Selvvækst.
Ikke desto mindre vare flere Konger berømte som Lovgivere; man vidste, hvilke bestemte, heldbringende Love der skyldtes deres Befaling. Vi have saaledes foran nævnt Kong Skjolds og Kong Frodes Love. Dette vil dog kun sige, at disse Retsregler vare blevne til paa en bestemt Konges Regeringstid, eller ogsaa havde denne Konge ved sin Indflydelse og vise Tale faaet Folkeforsamlingen til at vedtage Love, som han bragte i Forslag. Paa den anden Side ere sikkert mange Bestemmelser om Landets Styrelse og om Ombudsmændenes Virksomhed udgaaede fra Kongen alene, idet han paa dette Omraade maatte have fri Haand.
Som Kongen ikke var Lovgiver, saaledes deltog han heller ikke i den dømmende Virksomhed. Retssagerne afgjordes paa Tinge af den her forsamlede Menighed, men Kongen blev ofte af de stridende Parter kaldt til at afgøre deres Tvist som Voldgiftsmand.
I det hedenske Samfund var Stillingen som Høvding ofte knyttet sammen med Stillingen som Gode eller Præst, og paa lignende Maade synes der at være betroet Kongen et Tilsyn med
