197
Hel.
Der findes vel næppe noget Folk, som tror, at Sjælen udslukkes med Legemets Død. I Danmark vidner Høj ved Høj om, at man i Oldtiden fulgte i Tanken med de bortgangne og søgte at berede dem passende Boliger for Livet i den hinsidige Verden. Prægtige Mindesmærker, knejsende Bautastene (Fig. 77), og ikke mindre de Genstande, som man i Døden medgav den bortgaaede til Rejsen i Dødslandet, alt vidnede om, hvor fast man troede paa et Liv i en ukendt Verden. Allerede de ældste Beretninger om Germanerne udtale da ogsaa, at ifølge deres Tro var Død paa Valen kun en Indvielse til et nyt Liv. De gik bort til en Verden uden for denne, til skjulte Boliger, liggende hinsides Havet eller i Jordens Skød. Her raadede efter Nordboernes Forestilling Hel, Dødens Gudinde, der skjuler og skærmer de henfarne.
Jo mere imidlertid under Krigerlivet Døden i Kamp blev anset som den eneste hæderfulde for tapre Mænd, desto mere brød en Forestilling igennem om et hinsidigt Samlingssted for kække Krigere. Hin Dødshal, Valhal, straalede efter de mytiske Digteres Skildring af Lys og Pragt; den var dækket af Skjolde og oplyst af skinnende Sværd. Her var Gudernes Bolig; Odin sad i Højsædet med Ravnene paa sin Skulder og Ulvene ved sin Fod. Kæmperne i Valhal hed Einherjar (d. e. ypperlige Krigere), de forlystede sig daglig med indbyrdes Kamp; naar Dysten var til Ende, kvægede de trætte sig med herligt Flæsk og lifligt Mjød.
Denne Forestilling er imidlertid opstaaet i saa sen en Tid, at den er ukendt for flere af den ældre Eddas Digte; de kende kun Hel og hendes underjordiske Bolig, ikke Valhal. De synge om, at Hel venter paa den dræbte tapre Balder, de vise os Sigurd Fafnersbane komme til Hel. Flere af de berømte Skjalde fra Oldtidens Slutning og Vikingealderen — Starkad, Brage, Egil Skallagrirmsson — lade da ogsaa Hel alene være den, som modtager de døde. Men i denne de uophørlige Hærtogs blodige Tidsalder begyndte Digterne og Folketroen i Forening at bygge det herlige Valhal for de i Kampen faldne.
Den nye Forestilling maatte føre til en forandret Opfattelse af Hel og hendes Bolig. Thi er Valhal lys og skinnende, maa Underverdenen være Mørkets og Uhyggets Bolig; selve Dødsgudinden faar et saa rædselsfuldt Udseende, som det skildres i den yngre Edda: grum ser hun ud, halv sort og halv kødfarvet, med hængende Hoved; Hunger hedder hendes Fad, Sult hendes Kniv, og Sygeleje hendes Seng. Dette er imidlertid nye Tiders Paafund; det kan
