235
Trange Tider for Ærkesædet i Hamburg.
Gang havde saaledes Folket selv gjort en Ende paa Missionen i Sverige. Gauzbert fik derefter Bispedømmet i Osnabrück.
I Danmark var der paa de Tider ogsaa fuldkommen Stilstand. Vi have ganske vist set, at Munken Gislemar virkede ved Kong Haralds Hof, men denne havde næppe Ophold Nord for Ejder. Selv i Holsten var Kristendommen kun i sin første Vækst, og Ansgar maatte samle hele sin Kraft paa at holde Skolen i Hamburg i Flor. Han vedblev at købe Drenge i Danmark til Undervisning i Skolen, men iøvrigt findes der ikke noget Vidnesbyrd om, at Ansgar paa disse Tider (831—45) kom til Danmark, hvor heller ikke endnu nogen Kirke var bygget. Den danske Konge havde endog forbudt Overgang til Kristendommen, og de i Udlandet døbte turde ikke opholde sig i Landet. I Sachsen var der tilmed Uroligheder, som delvis havde hedensk Anstrøg; ogsaa dette maatte lægge Baand paa en større Virken udad fra Bispens Side. Hertil kom, at Ansgar havde lidt et stort økonomisk Tab. Da nogle Aar efter Kejser Ludvigs Død Riget deltes mellem hans Sønner, var Turholt faldet i Karl den Skaldedes Del, og denne Konge gav Klosteret i Forlening til en anden. Forgæves bad Brødrene Karl om at tilbagegive Hamburgskolen dens Besiddelse, idet den ellers ganske vilde mangle Indkomster. Munkene og Klerkene begyndte allerede at drage bort; kun nogle faa holdt trofast Stand ved Ansgars Side.
Men ret som om disse Ulykker ikke vare nok, kom hertil et forfærdeligt Angreb fra Hedningerne. Kong Horik sendte i Aaret 845 en Vikingeflaade paa 600 Skibe ned ad Elben. Den laa saa pludseligt ved Aftentide for Hamburgs Mure, at der ikke blev Stunder til at samle Landfolket til Forsvar; tilmed var Grev Bernhard af Stormarn paa den Tid fraværende. Ansgar tænkte vel først paa med sine Tjenere og Byens Folk at byde Fjenden Modstand, indtil der kom Hjælp; men Hedningernes Skarer vare allerede ved at omspænde Murene, og da han saa, at Modstand vilde være unyttig, søgte han kun at bringe de dyrebare Relikvier i Sikkerhed. Hans Klerke flygtede over Hals og Hoved, og selv slap han bort i sidste Øjeblik uden Kappe. Imidlertid vare Hedningerne komne i skarp Dyst med de Beboere, de traf paa, af hvilke mange dræbtes, medens Resten tog Flugten. De Danske forbleve i Staden den følgende Dag og Nat, og deres Hærgen og Skænden fyldte den med Vederstyggelighed; den smukke Kirke og Klosteret gik op i Luer. Sørgeligst var det dog, at mange Bøger og især en Bibel, som Kejser Ludvig havde skænket, fortæredes af Luerne. Nøgne og fattige vare de
30*
