245
Regner i Ormegaarden.
Lidelserne. Deraf forstod Kong Ælla, at Regner endnu havde Sønner i Live, og han gav da sine Mænd Befaling om at tage Regner ud af Ormegaarden, men da var han død.
Da Budskabet om Faderens Lidelser og Død blev bragt Ivar, var han Tilskuer ved de offentlige Lege; men han forandrede ikke en Mine og befalede Folket, som var bleven forfærdet over Budskabet, uforstyrret at fortsætte Legene. Da Meldingen bragtes Sivard, jog han det Spyd, han stod med i Haanden, dybt ned i sin Fod, for ved den stærke legemlige Smerte at dulme Sindets Lidelser. Bjørn sad ved Brædtspillet, da Budskabet bragtes ham, og han knugede Brikken saa fast, at Blodet sprøjtede ud over Bordet.
Da det fortaltes Ælla, hvorledes Brødrene havde modtaget Efterretningen om Faderens Død, skønnede han straks, at han vilde have mest at frygte af den Broder, som ingen Sindsbevægelse havde lagt for Dagen. Ivar drog da ogsaa til Northumberland; efter at han ved List og Magt havde sat sig fast i Landet, kom hans Brødre ham til Hjælp, og nu besejrede de Ælla. Ivar blev igen Konge i Northumberland og lod Ælla, der var bleven saaret og fanget i Kampen, lide en forfærdelig Straf. »Ørn blev ristet paa hans Ryg«, idet Ribbenene bleve skaarne fra Rygraden og bøjede til Side, Lungen toges ud og Salt strøedes i Saaret.
Hvor grumme meget mytisk der end er blandet ind i Sagnene om den store Vikingeerobrer og hans Sønner, kunne vi saaledes dog jævnlig skimte, hvilke de historiske Begivenheder ere, hvorom de frodige og smukke Fortællinger have slynget deres Vækst. Der findes da ogsaa i en irsk Krønike en Beretning, som synes mærkelig at bekræfte Fortællingen om Regners Død paa dette Tidspunkt. Efter Meddelelsen om, hvordan de Danske med en talløs Hær erobrede York 866—67, tilføjer Krøniken: »Ikke længe før den Tid herskede der Krig og Uenighed af enhver Art i Lochlann (Norden), hvortil Aarsagen var denne: de to yngre Sønner af Halvdan, Konge af Lochlann, fordreve den ældste Søn Raghnall, af Frygt for, at han skulde tage Kongedømmet i Lochlann efter deres Fader; og Raghnall kom med sine tre Sønner til Orknøerne, og Raghnall dvælede dér med sin yngste Søn. Men hans ældre Sønner droge, drevne af Overmod og Ærgerrighed, med en stor Hær, som de samlede alle Vegne fra, til de britiske Øer for at anfalde Franker og Sachser. De troede, at deres Fader var vendt tilbage til Lochlann straks efter deres Afrejse«.
Af Overmod og ungdommelig Ærgerrighed droge de derpaa til
