260
Benyttelse af Naturforhold.
Lue. En anden List, som de ofte anvende, er at grave Løbegrave, som de tildække med Risværk, der falder sammen under den fremstormende Fjende. De underbinde jævnlig den Vandaare, som forsyner den belejrede By med Vand. Og sikkert er, at ingen Fordel, som Vejrlig eller Naturbegivenheder tilfældig kunde give, gaar tabt for Vikingerne, de benytte de tillagte Aaer eller Søer, for at komme til Klostre eller Kirker, og høj Vandstand i Floderne fører deres Fartøjer til Egne, som de ellers ikke vilde kunne naa.
Men Vikingernes ejendommelige Evne til at sno sig og til at komme frem ved alle Vinde, viser sig ogsaa ved, at de altid ere beredte til, naar de møde for stærk en Modstand, at omskifte Vaabenfærden med den fredelige Handelsmands Gerning. De bede om, at man kun vil tilstaa dem at blive Vinteren over eller dog en kortere Tid for at de kunne drive Handel, og ofte bliver Bønnen dem bevilget.
Normannerne lagde under deres første Togter ikke Vægt paa at tage Fanger, men de lærte dog snart, at det var en god Næringsvej at røve Kristne, som Slægt og Venner maatte købe fri for høje Summer, hvorfor de især stræbte efter at faa fornemme og dyrebare Personer i Hænde. Talrige Fanger førtes til Danmark, andre forbleve i Vikingernes Lejre og Standkvarter, hvor de maatte gøre Trællegerning, og mange fangne Kvinder bleve Vikingernes Hustruer eller Friller.
Det har jo altid været en af Krigskunstens vanskeligste Opgaver at skaffe Hærene den fornødne Forplejning. Man mærker da ogsaa ofte, at Vikingerne havde Besvær med at skaffe de nødvendige Fødemidler for deres Skarer, derfor vare de ivrigst i deres Anfald, naar Kornet blev skaaret eller Vinhøsten begyndte. I Efteraarsmaanederne ere de travlt beskæftigede med at indsamle Forraad for den kommende Vinter. De havde i deres Hære egne Forplejningsafdelinger og Transportskibe.
Vikingerne stode ikke for de fremmede Nationer som et Folk af Vilde, med Sæder, som Kristne helt maatte afsky, med Sind,
