288
De nordiske Sprog i Vikingetiden.
ofte at være bortfaldne, til Eks. horna, Horn(et), nu horn, h(a)rab(a)nar, — hvor det sidste r har været forskelligt fra det almindelige r — nu hrafn, Ravn; Omlyd af Vokaler har fundet Sted, og Konsonanter ere blevne assimilerede, saaledes gastir, en Gæst, stainar, Sten, dohtrir, Døtre, nu gæstr, stæinn, dætr. Endvidere har der dannet sig en bestemt Form af Substantivet ved det efterhængte (h)inn, (h)in, (h)itt, og ligeledes en Passivform ved Hjælp af sik: barþusk, de sloges, aintaþis, udtalt endaðis, endte, døde.
Ved Siden heraf er der foregaaet særlige Lyddannelser i hvert Sprog for sig. Vi finde saaledes i Dansk, at hr i Ordenes Begyndelse er bleven til r; man skriver ikke længer hruulfr (islandsk hrólfr), men ruulfr, Tvelydene begynde at sammentrækkes, au og øy blive til ø, æi til e, þusi, udtalt þøsi, disse (islandsk þau); tidligere ræisti stæin, nu risþi 'stin, udtalt resþi sten; mellem nn og r indskydes d, mantr, udtalt mandr.
I øvrigt mærkes først i det 11. Aarbundrede Kløvningen saa stærkt, at man maa skælne mellem de vestnordiske Sprog (Norsk, Islandsk) paa den ene Side og de østnordiske (Dansk, Svensk) paa den anden. Men alle Nordboer forstode hinanden med stor Lethed, og over for fremmede følte de sig som Enhed i sproglig Henseende, idet de alle talte »dansk Tunge«.
Saaledes have disse Runeindskrifter kunnet give Oplysninger til mange Sider baade om Sprog og Kultur. Men om Kongernes Historie og Landets politiske Forhold lære de intet, og vi faa ikke heller nogen Hjælp hertil gennem de Mindesmærker, som ellers ere saa gode Vejledere i denne Henseende, Mønterne.
Vi have set, at de nordiske Vikingekonger i England begyndte at udmønte Penge. Ogsaa hjemme i Norden synes man i Løbet af det 9. Aarhundrede at have gjort de første Forsøg paa en indenlandsk Udmøntning. Der er flere Steder i Norden fundet Mønter af et ejendommeligt Præg (Fig. 99). Nogle af disse ere Efterligninger af Penge, slaaede af Karl den Store i Dorstad, med Navnet CARO-LVS
