TREDJE AFSNIT.
GORM DEN GAMLES OG HARALD BLAATANDS TIDSALDER.
I.
Kongerækken I Begyndelsen af det 10. Aarhundrede. Kong Gorm overvinder Kong Gnupa og andre Smaakonger.
For den første Fjerdedel af det 10. Aarhundrede er det ikke
muligt at angive Kongefølgen i Danmark. Efter hvad Svend
Estridsen fortalte Magister Adam fra Bremen, skal paa denne Tid (o. 900)
en svensk Fyrste Olaf være faldet ind i Landet og have tilrevet sig
Herredømmet; ved hans Død arvede Sønnerne Chnob og Gurd
Magten. Derefter fulgte Sigerich, som dog snart blev fordrevet af
Hardeknud, Svends Søn, der kom fra Nortmannia (Norge eller
Normandie).
Der kan næppe være Tvivl om, at de sidstnævnte to Konger tilhørte den senere berømte danske Kongeslægt, i hvilken ikke blot det sjældne Navn Hardeknud kommer igen, men Navnet Svend findes mindst i hvert andet Led. Den nævnte Svend, som kommer udenlands fra, synes endvidere paa Grund af sit afgjort danske Navn at have hørt hjemme i en dansk Koloni; det er fremdeles klart nok den samme Konge som den af nogle Kongelister nævnte Svend Langfod, hvis Søn er »Frode, Englands Erobrer«; denne efterfulgtes atter af Gorm den Engelske. Ved Siden af denne Kongeslægt har der efter Adams Opgivelse været en anden, hvis Ophav var en svensk Fyrste.
»Om af alle disse Konger eller snarere Tyranner i Danmark nogle have styret Landet samtidigt, eller den ene har levet kort Tid efter den anden, er usikkert«, saaledes siger Adam mistrøstigt, og vi kunne, skønt der til vor Tid er bevaret mange gamle Kongerækker fra Middelalderen, ikke naa synderlig videre. Dog ere vi i Stand til at finde Bekræftelse paa enkelte af deres Udsagn.
