Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/358

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

334

Ærkebispen af Köln afstaar sin Ret til Bremen.

Paa Kölns Ærkesæde sad da Kong Ottos egen Broder og Kansler Bruno, lige ypperlig i Statens og Kirkens Tjeneste; han vilde vel være faldet til Føje og have givet sit Samtykke, selv om Adaldag ikke ved at fremlægge en anden Bulle havde vidst at afkræfte Virkningen af Pave Formosus’ Afgørelse. I det Diplom, han fremviste, stod klart at læse, hvorledes Pave Sergius III erklærede Formosus’ Bestemmelse ugyldig; Hamburg skulde uden nogen Betingelse være forenet med Bremen, og Ærkebisperne af Mainz og Köln skulde suspenderes til Straf for deres Paastande, hvorhos ethvert fremtidigt Forsøg vilde have Bandsstraf til Følge. Efter at være bleven bekendt hermed gav Ærkebisp Bruno Afkald paa Bremen, som fra den Tid er forblevet i Hamburgs uforstyrrede Besiddelse. Men den fremlagte Bulle af Pave Sergius var falsk og forfærdiget i Hamburg. Adaldag havde ved et uhæderligt Middel skaffet sig Sejr; det samme Middel blev senere af hans Efterfølgere anvendt i videste Udstrækning.

Hidtil havde de danske Konger vægret sig ved at lade sig døbe — i alt Fald alle de Konger, som ønskede at hævde en større Magt over Folket — selv om de i øvrigt kunde stille sig venligt til den kristne Lære. En Konge, som modtog Daaben, maatte vide, at om det senere gik hans Land og Folk ilde, vilde Skylden blive fundet i hans Utroskab mod de gamle Guder. En Konges Tro var i høj Grad et Statsanliggende, og da nu en mægtig dansk Konge blev døbt, var det et Tidens Tegn paa, at en ny Tid brød frem.

Efter Fortællingen var det Præsten Poppo, der ved en Undergerning bragte Harald til det afgørende Skridt. Beretningen herom lyder saaledes hos Munken Widukind fra Korvey, der skrev Sachsernes Historie o. 970, kun en halv Snes Aar efter Begivenheden. De Danske vare ganske vist kristne allerede fra gammel Tid, men dyrkede ikke desto mindre Afguder og øvede hedensk Gudstjeneste. Nu traf det sig, at der ved et Gæstebud, hvor Kongen var nærværende, opstod en Strid om Gudetroen, idet de Danske paastode, at Kristus vel var en Gud, men at der dog fandtes andre Guder, som vare større end han og viste de dødelige Mennesker større Tegn og Undere. Herimod paastod en Klerk ved Navn Poppo — han er nu Bisp og regelbunden Munk — at den eneste sande Gud var Faderen, den enbaarne Søn Vor Herre Jesus Kristus og den hellige Aand, medens Afguder vare Uvætter og ikke Guder. Kong Harald, som blev anset for at være hurtig til at høre, men