346
Vølsungesagnene.
At der levede Poesi i hine Tider, fremgaar af de mange skønne Fortællinger og Sagn fra hin Periode ikke mindre end deraf, at vi se, hvor højt man hædrede Skjaldene og deres Kunst. Men man satte ogsaa Pris paa den veltalende Mand, som i smuk og velvejet Form kunde fremsætte kloge og vægtige Tanker. Man ærede den erfarne Mand, som i sin Hukommelse gemte Traditionen, kendte Folkets gamle Sæd og Ret og som derfor var den naturlige Taler i Folkeforsamlingen og Leder af Tingets Forhandlinger. Evnen hertil fandt man især hos dem, som Alderen havde modnet og hvis Haar var graanet. Der staar i Eddasangen »Den Højes Udsagn«:
Ad graalokket Thul
le Du aldrig!
Ofte er godt, hvad gamle kvæde.
I samme Kvad siges Thulen at tale fra sin Stol, þylja þular stóle á. Paa en sjællandsk Runesten betegnes, som vi have set (S. 286), en Mand som Thul paa Salhøjene eller i Byen af dette Navn (nu Sallev). Thul er ikke Skjald, eller han behøver i hvert Fald ikke at være det, han er Meddeler og Fortæller, medens Skjalden skaber nyt og bringer sit Emne i Rytme. Utvivlsomt har der ved Siden af hine Fortællere været mange, som havde Digtergave og sang om de gamle danske Kongers og Heltes Historie, der udgjorde Folkets kæreste Mindeskat.
Det var paa disse Tider, at Norske og Islændere digtede de Kvad, som nu ere samlede i den ældre Edda og som i saa høj Grad vejlede til Kundskab om Nordens Gudetro og om dens Sagnhelte. Selve Kvadene give Vidnesbyrd om, hvor meget af Indholdet der var kendt i Danmark eller knyttet til dette Land (S. 179), hvad der bekræftes af mange andre Kilder.
Digterne af Heltesangene have taget meget Stof fra Sagnene om Vølsungerne, den fra Odin stammende, vidt besungne Kongeslægt, hvis Ry var bredt blandt alle de germanske Folk. Saaledes var vel ingen af de i Norden besungne Helte berømtere end Sigurd Fafnersbane. Sigurd var bleven opdraget af den kunstfærdige Dværg Regin, som havde smedet ham Sværdet Gram, ligesom Sigurd ved Odins Hjælp havde vundet den ypperlige Hest Grane. Regin tilskyndede Sigurd til at dræbe Dragen Fafner og vinde den store Skat, hvorover den rugede, hvilket ogsaa lykkedes ham. Men Regin havde fortiet, at der hvilede Forbandelse over den, som besad Skatten. Sigurd trolovede sig derpaa med Skjoldmøen Brynhild, men bringes ved en Trylledrik til at glemme hende og tro-
