Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/449

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

425

Harald forener sig med Svend.

at dele Norges Land med ham, men henskød sig til, at det maatte være hans Mænd og Raadgivere, som tog den endelige Bestemmelse, og da stillede Ejnar Tambeskælver den Fordring, at Harald skulde dele sine Skatte med Magnus, der havde haft store Omkostninger paa sine mange Krigstog. Dette afslog Harald, og saaledes kom da Forbundet med Svend i Stand. Svend havde mange mægtige Slægtninge i Sverige, som gerne vilde hjælpe ham til Magten i Danmark, saaledes Kong Anund Jakob og Tove Jarl i Gøtaland; nu blev det aftalt, at ogsaa Harald skulde yde Svend Hjælp til at vinde Danmark. Svend skulde til Gengæld hjælpe Harald til at blive Norges Konge, dog skulde han holde Landet som et Len af Svend. Harald hyldede derfor nu Svend som Overherre.

I Foraaret 1046 begyndte da saaledes de nye Angreb paa Danmarks Kyster. Svend vendte sig mod Smaalandene, medens Harald fór frem paa Sjælland og Fyn og hærgede løs paa en Maade, som vistnok ikke huede Svend og i hvert Fald ikke var skikket til at vinde Stemning for ham. Roskilde blev brændt, mange Mænd dræbte og Kvinder førte bort som Fanger. Da imidlertid hverken Svend med det gode kunde vinde et tilstrækkeligt Parti for sig eller Harald ved sine Hærgninger underkaste sig Landet, medens Magnus derimod rustede en stor Hær imod de forbundne Fjender, besluttede Harald at prøve sin Lykke i Norge. For at give sit Brud med Svend et Skin af Ret paastod han falskelig, at Svend havde stræbt ham efter Livet. Han styrede ind ad Oslofjord og drog op i Ringerige, men først i Gudbrandsdalen lykkedes det ham at vinde Kongenavn. Da besluttede Frænder og Venner af de to Konger at mægle mellem dem for at undgaa en sørgelig og forargelig Krig. Paa et Møde ved Mjøsen blev det bestemt, at Harald skulde styre Norge i Fællesskab med Magnus, men overlade ham Halvdelen af de medbragte Skatte.

Denne Forandring i de politiske Forhold maatte blive højst betænkelig for Svend. Han saa sine tvende Modstandere forsonede og en hensynsløs, erfaren Kriger stillet ved Siden af den tapre, dygtige Magnus. Lykkeligvis hørte Svend til de Naturer, som vokse under Modgang; det skulde snart mærkes, hvorledes de Danske og ikke mindre Nordmændene begyndte at faa et forandret Syn paa Svend og hans Gerning.

Efter en Vinter (1046—47), der havde været saa streng, at Ulvene løb fra Norges Kyst over Isen til Danmark, kom ved Sommertid de to norske Konger til Danmarks Kyster og kæmpede mod

 Danm. Riges Hist.

I 54