427
Magnus insætter Svend til Konge.
vedblive at deltage i Hærtoget, men et mindre Brud var dog sket, og Magnus følte, at hans Dage snart vilde være omme. En Dag, da de to Konger laa med deres Skibe foran Kysten, følte Magnus Døden nærme sig, og han udtalte da til Harald som sin sidste Vilje, at Danmark skulde tilfalde Svend; thi til dette Rige havde han efter Magnus’ Død størst Ret. Harald gik da bort i Vrede. Magnus vilde fremdeles sørge for sin Halvbroder Thore og bad ham gaa i Land sammen med en Ven Ref og skjule sig i den nærliggende Skov. Naar Lurerne bragte Budskabet om, at Kongen havde udaandet, skulde han skynde sig til Kong Svend og bringe ham den Melding fra Kong Magnus, at han havde udnævnt ham til Konge i Danmark, samt bede Svend om, at han vilde tage sig af Thore.
Ikke længe efter drog Magnus sit sidste Suk, den 25. Oktober 1047. Med fuld Ret havde man baade i Norge og Danmark givet ham Tilnavnet »den gode«, og han efterlod sig i begge Riger et berømt og elsket Eftermæle.
Da Lurernes Sørgetoner lød, skyndte Thore og Ref sig af Sted for at opsøge Svend, og uagtet Harald lod dem forfølge, slap de bort. Imidlertid samlede Harald alle sine Krigere til Ting og kundgjorde for dem, at han ikke agtede at følge Magnus’ Bestemmelse med Danmark; dette Rige tilkom ham efter Arveret lige saa fuldt som Norge, derfor vilde han drage til Viborg Ting for at lade sig hylde. Da rejste Ejnar Tambeskælver sig og sagde djærvt, at nu var det Nordmænds første Pligt at bringe Kong Magnus’ Lig til hans Fader, den hellige Olaf, og hellere vilde han følge Kong Magnus død end nogen anden Konge levende. Ikke blot Trønderne, men mange andre Nordmænd sluttede sig til Ejnars Tale, hvorfor Flaaden skiltes og Harald var nødsaget til at vende hjem til Norge.
Thore og hans Ven Ref vare imidlertid dragne til Skaane og traf ved Helgeaa Svend, netop som han vilde stige til Hest og med Opgivelse af alt Haab drage til Sverige. Ref bragte ham Budskabet om Magnus’ Død og om hans Overdragelse af Riget til Svend: »Dette er en stor Tidende«, udbrød Svend dybt grebet, »og det sværger jeg, at aldrig mere flyr jeg af Danmark, medens jeg lever«. Han lovede at tage sig af Thore og vise ham al Hæder. Men da Budskabet om Magnus’ Død rygtedes i Skaane, samlede Befolkningen sig i Enighed om Svend som Konge; paa Sjælland strømmede ligeledes store Skarer sammen til Isøre og hyldede ham, medens paa Viborg Ting Thorkil Gøse gav Svend paa ny Kongenavn. Og
