| 448 | Adams Skildring af Adalbert. |
dermed indtil sin Død, hvorfor der er mange Indskud i hans Tekst og endnu flere Noter i Randen (Scholier), hvilke ofte give vigtige Oplysninger, men stundom staa i Modsigelse med Teksten. Ud over Aarene nærmest efter 1072 synes dog ingen Del af hans Værk at gaa, og paa den Tid er han vel derfor død. Adam har i sin Stil altfor meget taget den berømte romerske Forfatter Sallust til Forbillede, og han er ved sin knappe Form ikke altid klar, ligesom hans Latin ikke sjældent synder mod Grammatikken; sin Lærdom vil han gerne vise og citerer jævnlig Udsagn af Vergil, Horats og andre gamle Forfattere. Men hvilke Indvendinger man end kan gøre mod hans Værk, bereder det ved sit rige og skiftende Indhold en Læsning af største Interesse.
Ejendommelig for Adam er endvidere hans Sans for menneskelige Personligheder; han skildrer ofte med Held de Menneskers Karakter, hvorom han fortæller. Glimrende og fuld af Interesse er i den Henseende især hans Værks tredje Bog, hvori han giver et med de fineste Linier trukket Billede af den berømte og mærkelige Mand, som han havde haft Lejlighed til at kende paa nærmeste Hold, Ærkebisp Adalbert. Adam beundrer hans stort anlagte Personlighed med de ypperlige Evner, men han ser ogsaa hans Fejl og de mange skrøbelige Sider, som maatte føre ham hans tragiske Skæbne i Møde. Indtil det sidste har Adam bevaret en varm Følelse for denne sin Kirkefyrste og Herre, »som ogsaa elskede mig«; men i Biblen raabes der jo Ve over dem, som forvende ondt til godt og gøre sort til hvidt, og derfor vil han ikke vige fra at fortælle, hvad sandt var. Og med sin skarpt iagttagende Evne har han givet os et af de bedste Karakterbilleder, som findes i Middelalderens Litteratur.
Den fjerde og sidste Bog i Adams Værk er atter af en anden Art. Den kalder sig »Beskrivelse af Øerne i Norden« og er et geografisk Arbejde, der giver Oplysning om Havet og Sundene omkring Nordens Lande, om Danmarks enkelte Øer og Dele samt alle Østersøens Kystlande; derpaa beretter den om Sverige og Norge og Øerne i Nordhavet helt op til det yderste Thule (Island), overalt beskriver han Landenes Naturforhold og Beboerne. Adam viser sig her i Besiddelse af en fortræffelig Evne til at opfatte det ejendommelige ved hvert Land og skildre det i faa Ord. Uagtet der utvivlsomt er bleven fortalt ham grumme mange Fabler, har han dog vidst ret godt at vrage, saa at vi sjældent træffe fabelagtige Fortællinger hos ham. Dertil kommer saa, at han ved Læs-
